Hvad kendetegner Proteus?
Proteus kredser om Neptun med en halv storakse på cirka 117.600 kilometer og en omløbstid på 1,122 jorddøgn. Emnet forstås bedst i sammenhæng med dets nærmeste kategorier og de større systemer, det indgår i.
Opdagelse og identifikation
Proteus blev opdaget eller registreret i 1989. Proteus identificeres også ved betegnelsen S/1989 N1. Flere positionsmålinger er nødvendige for at knytte et svagt objekt sikkert til Neptun og bestemme Proteuss bane.
Proteuss bane
Proteuss halve storakse er cirka 117.600 kilometer, og omløbstiden er 1,122 jorddøgn. Excentriciteten for Proteus er 0,000, mens hældningen er 0,0 grader i den angivne JPL-reference. Proteus bevæger sig progradt, og tallene er middelværdier, ikke en efemeride for et bestemt tidspunkt.
Dynamisk placering
Proteus kredser i Neptuns indre regulære månesystem. For Proteus spiller planetens fladtrykte tyngdefelt, ringene og nabomånernes resonanser en rolle i den langsigtede dynamik. Proteuss egen bane må bruges ved vurderingen frem for en fælles standardbeskrivelse.
Fysisk viden og begrænsninger
For Proteus er orbitaldata generelt sikrere end oplysninger om radius, masse og overfladestof, medmindre rumsonde- eller teleskopmålinger findes særskilt. Proteuss lysstyrke kan ikke alene give en præcis størrelse uden antagelser om refleksionsevnen. Derfor holdes observerede fakta om Proteus adskilt fra modeller om indre opbygning og oprindelse.
Den største indre måne
Proteus er Neptuns næststørste måne, men blev først opdaget på Voyager 2-billeder i 1989, fordi den kredser tæt ved den lyse planet og har en mørk overflade. Formen er uregelmæssig trods en gennemsnitlig radius over 200 kilometer, hvilket placerer Proteus nær størrelsesgrænsen, hvor egen tyngdekraft normalt afrunder islegemer. Det store Pharos-krater fylder en betydelig del af overfladen; et lidt større sammenstød kunne have splittet månen.
Oprindelse efter Tritons indfangning
Proteus og de mindre indre måner kan være dannet af en skive af vragmateriale efter Tritons indfangning ødelagde Neptuns oprindelige satellitter. Det er en dynamisk model, ikke et direkte observeret historisk forløb. Proteus kredser uden for Hippocamp, og ligheder i deres baner har ført til modeller, hvor Hippocamp kan være et fragment slået løs fra Proteus ved et stort nedslag.