Hvad kendetegner Umbriel?
Umbriel kredser om Uranus med en halv storakse på cirka 265.986 kilometer og en omløbstid på 4,144 jorddøgn. Emnet forstås bedst i sammenhæng med dets nærmeste kategorier og de større systemer, det indgår i.
Opdagelse og identifikation
Umbriel blev opdaget eller registreret i 1851. Umbriel bærer også betegnelsen Uranus II. For Umbriel kræver en sikker bane observationer fra flere tidspunkter, så bevægelsen kan adskilles fra baggrundsstjerner og billedstøj.
Umbriels kredsløb
Umbriels halve storakse er cirka 265.986 kilometer, og omløbstiden er 4,144 jorddøgn. Excentriciteten for Umbriel er 0,004, mens banehældningen er 0,1 grader i JPLs angivne reference. Umbriel bevæger sig progradt, og værdierne er middelbaneelementer frem for en positionsangivelse for et bestemt klokkeslæt.
Placering i Uranus-systemet
Umbriel ligger i Uranus’ regulære månesystem og bevæger sig progradt nær planetens ækvatorialplan. Uranus’ ringe, fladtrykte tyngdefelt og nabomåner påvirker den langsigtede dynamik omkring Umbriel. Den konkrete stabilitet og eventuelle resonanser vurderes ud fra Umbriels egen bane.
Det målte og det modellerede
For Umbriel er de orbitaldata, der er målt over tid, mere sikre end en præcis beskrivelse af geologi og indre opbygning, medmindre Voyager 2 eller teleskoper har leveret særskilte data. Umbriels lysstyrke giver ikke alene en entydig diameter, fordi resultatet afhænger af overfladens refleksionsevne. Derfor adskilles målte fakta om Umbriel fra modeller om dannelse og materiale.
Den mørke store måne
Umbriel er den mørkeste af Uranus’ fem store måner og fremstår langt mindre geologisk omformet end Ariel. Overfladen er stærkt kraterdækket, og den lave refleksion skyldes mørkt materiale blandet med vandis. Wunda-krateret nær kanten af Voyagers billeder har en lys ring på bunden, muligvis en aflejring af forholdsvis ren is. Den lyse struktur er lokal og betyder ikke, at resten af Umbriel har samme sammensætning.
Et gammelt overfladearkiv
Kraterfordelingen viser, at store dele af Umbriels synlige overflade er gamle. Der findes tektoniske strukturer, men de er mindre tydelige og mindre omfattende end på Ariel og Miranda. Den mørke farve kan skjule svagt relief i billeder med begrænset opløsning. Voyager 2 kortlagde kun én passagegeometri, så manglen på observerede unge sletter er ikke et fuldstændigt globalt bevis for, at Umbriel aldrig har været aktiv.
Indre opbygning
Umbriels massefylde peger på en blanding af vandis og sten. Som ved de øvrige store Uranus-måner kan radioaktiv varme og tidligere tidevandspåvirkning have ændret det indre. Om et flydende lag kan være bevaret, afhænger af ukendte temperaturer, salte og lagdeling. Der er ingen direkte observation af et ocean under Umbriel, og den gamle overflade giver færre tydelige tegn på nylig varme end Ariels landskab.