Hvad kendetegner Titania?
Titania kredser om Uranus med en halv storakse på cirka 436.298 kilometer og en omløbstid på 8,706 jorddøgn. Emnet forstås bedst i sammenhæng med dets nærmeste kategorier og de større systemer, det indgår i.
Opdagelse og identifikation
Titania blev opdaget eller registreret i 1787. Titania bærer også betegnelsen Uranus III. For Titania kræver en sikker bane observationer fra flere tidspunkter, så bevægelsen kan adskilles fra baggrundsstjerner og billedstøj.
Titanias kredsløb
Titanias halve storakse er cirka 436.298 kilometer, og omløbstiden er 8,706 jorddøgn. Excentriciteten for Titania er 0,002, mens banehældningen er 0,1 grader i JPLs angivne reference. Titania bevæger sig progradt, og værdierne er middelbaneelementer frem for en positionsangivelse for et bestemt klokkeslæt.
Placering i Uranus-systemet
Titania ligger i Uranus’ regulære månesystem og bevæger sig progradt nær planetens ækvatorialplan. Uranus’ ringe, fladtrykte tyngdefelt og nabomåner påvirker den langsigtede dynamik omkring Titania. Den konkrete stabilitet og eventuelle resonanser vurderes ud fra Titanias egen bane.
Det målte og det modellerede
For Titania er de orbitaldata, der er målt over tid, mere sikre end en præcis beskrivelse af geologi og indre opbygning, medmindre Voyager 2 eller teleskoper har leveret særskilte data. Titanias lysstyrke giver ikke alene en entydig diameter, fordi resultatet afhænger af overfladens refleksionsevne. Derfor adskilles målte fakta om Titania fra modeller om dannelse og materiale.
Uranus’ største måne
Titania er den største af Uranus’ måner. Den består af en blanding af is og sten og er stor nok til at have udviklet en lagdelt indre opbygning. Overfladen er kraterdækket, men gennemskæres også af lange forkastninger og kløfter. Messina Chasma strækker sig over omkring 1.500 kilometer og viser, at skorpen er blevet trukket fra hinanden. Udvidelsen kan hænge sammen med, at vand frøs i det indre og øgede volumen, men billederne giver ikke en entydig tidslinje.
Kratere og tektoniske sletter
Voyager 2 viste store kratere som Gertrude og Ursula samt områder, hvor yngre strukturer skærer ældre terræn. Nogle dalbunde og sletter kan være udfyldt af materiale fra istektonik eller kryovulkanisme. Titanias geologi er mindre voldsom end Mirandas, men overfladen er ikke blot et urørt nedslagslandskab. Krydsende forkastninger gør det muligt at opstille en relativ rækkefølge, selv om absolutte aldre er usikre.
Muligt dybt vandlag
Fysiske modeller tillader et ocean mellem en stenrig kerne og en ydre isskal, hvis tilstrækkelige salte eller ammoniak sænker frysepunktet. Titanias størrelse giver bedre mulighed for at bevare indre varme end hos mindre måner. Et sådant ocean er dog modelbaseret og ikke bekræftet ved en rumsondes direkte feltmålinger. En fremtidig Uranus-mission kan bruge tyngdefelt, magnetisk respons og overfladegeologi til at teste lagdelingen.