Hvad kendetegner Oberon?
Oberon kredser om Uranus med en halv storakse på cirka 583.511 kilometer og en omløbstid på 13,463 jorddøgn. Emnet forstås bedst i sammenhæng med dets nærmeste kategorier og de større systemer, det indgår i.
Opdagelse og identifikation
Oberon blev opdaget eller registreret i 1787. Oberon bærer også betegnelsen Uranus IV. For Oberon kræver en sikker bane observationer fra flere tidspunkter, så bevægelsen kan adskilles fra baggrundsstjerner og billedstøj.
Oberons kredsløb
Oberons halve storakse er cirka 583.511 kilometer, og omløbstiden er 13,463 jorddøgn. Excentriciteten for Oberon er 0,002, mens banehældningen er 0,1 grader i JPLs angivne reference. Oberon bevæger sig progradt, og værdierne er middelbaneelementer frem for en positionsangivelse for et bestemt klokkeslæt.
Placering i Uranus-systemet
Oberon ligger i Uranus’ regulære månesystem og bevæger sig progradt nær planetens ækvatorialplan. Uranus’ ringe, fladtrykte tyngdefelt og nabomåner påvirker den langsigtede dynamik omkring Oberon. Den konkrete stabilitet og eventuelle resonanser vurderes ud fra Oberons egen bane.
Det målte og det modellerede
For Oberon er de orbitaldata, der er målt over tid, mere sikre end en præcis beskrivelse af geologi og indre opbygning, medmindre Voyager 2 eller teleskoper har leveret særskilte data. Oberons lysstyrke giver ikke alene en entydig diameter, fordi resultatet afhænger af overfladens refleksionsevne. Derfor adskilles målte fakta om Oberon fra modeller om dannelse og materiale.
Den yderste store Uranus-måne
Oberon er den yderste af Uranus’ fem store måner og den næststørste efter Titania. Den synlige overflade er mørk og tæt dækket af kratere. Hamlet, Othello og andre navngivne kratere viser lyse stråler eller mørke aflejringer, som afslører materialeforskelle mellem overfladen og undergrunden. En høj struktur ved randen på Voyager-billederne kan være et bjerg, men dens form er vanskelig at bestemme ud fra den begrænsede belysning.
Brud i en gammel skorpe
Oberon har lange kløfter og forkastninger, selv om overfladen generelt ser ældre ud end Ariels. Mommur Chasma er et eksempel på en stor tektonisk dal. Bruddene kan være dannet, da månens indre ændrede volumen under afkøling og frysning. Nedslag oven på og under tektoniske træk hjælper med at ordne begivenhederne relativt, men Voyager 2 fotograferede ikke hele månen med samme detaljegrad.
Indre struktur og oceanmodel
Oberons størrelse og massefylde passer med en blanding af sten og vandis. Modeller kan bevare et dybt flydende lag, hvis opløste stoffer sænker vandets frysepunkt, men der findes ingen direkte påvisning af et nutidigt ocean. Den store afstand fra Uranus mindsker tidevandsopvarmningen sammenlignet med de indre måner. Oberon er derfor et vigtigt sammenligningsled mellem gammel overflade, begrænset varmetilførsel og muligheden for langvarige indre vandlag.