Hvad kendetegner Miranda?
Miranda kredser om Uranus med en halv storakse på cirka 129.846 kilometer og en omløbstid på 1,413 jorddøgn. Emnet forstås bedst i sammenhæng med dets nærmeste kategorier og de større systemer, det indgår i.
Opdagelse og identifikation
Miranda blev opdaget eller registreret i 1948. Miranda bærer også betegnelsen Uranus V. For Miranda kræver en sikker bane observationer fra flere tidspunkter, så bevægelsen kan adskilles fra baggrundsstjerner og billedstøj.
Mirandas kredsløb
Mirandas halve storakse er cirka 129.846 kilometer, og omløbstiden er 1,413 jorddøgn. Excentriciteten for Miranda er 0,001, mens banehældningen er 4,4 grader i JPLs angivne reference. Miranda bevæger sig progradt, og værdierne er middelbaneelementer frem for en positionsangivelse for et bestemt klokkeslæt.
Placering i Uranus-systemet
Miranda ligger i Uranus’ regulære månesystem og bevæger sig progradt nær planetens ækvatorialplan. Uranus’ ringe, fladtrykte tyngdefelt og nabomåner påvirker den langsigtede dynamik omkring Miranda. Den konkrete stabilitet og eventuelle resonanser vurderes ud fra Mirandas egen bane.
Det målte og det modellerede
For Miranda er de orbitaldata, der er målt over tid, mere sikre end en præcis beskrivelse af geologi og indre opbygning, medmindre Voyager 2 eller teleskoper har leveret særskilte data. Mirandas lysstyrke giver ikke alene en entydig diameter, fordi resultatet afhænger af overfladens refleksionsevne. Derfor adskilles målte fakta om Miranda fra modeller om dannelse og materiale.
En lille måne med ekstremt terræn
Miranda er den mindste af Uranus’ fem store, afrundede måner, men dens overflade rummer nogle af systemets mest markante landskaber. Voyager 2 fotograferede i 1986 store ovale og trapezformede områder, coronae, hvor højderygge, dale og bånd skærer gennem ældre kraterterræn. Arden Corona, Elsinore Corona og Inverness Corona viser, at overfladen er blevet brudt og omformet flere gange. Verona Rupes fremstår som en enorm klippevæg; dens præcise højde er usikker, fordi kun en del af månen blev kortlagt i høj opløsning.
Tidevandsvarme og geologisk historie
Mirandas geologi kræver en tidligere energikilde. Modeller undersøger blandt andet tidevandsopvarmning under gamle baneresonanser, hvor Uranus og nabomåner gentagne gange deformerede det indre. Opvarmningen kan have sat ismateriale i bevægelse og skabt coronae uden at smelte hele månen. Et dramatisk sammenstød, som splittede Miranda fuldstændigt og samlede den igen, nævnes ofte populært, men de observerede strukturer kræver ikke nødvendigvis en sådan total ødelæggelse. Tektonik og opstrømning i en isrig kappe er mere direkte geologiske forklaringer.
Voyager 2s begrænsede kortlægning
Voyager 2 er den eneste rumsonde, der har passeret Uranus, og dens geometri viste især Mirandas sydlige halvkugle. Store dele af den nordlige halvkugle er derfor langt dårligere kendt. Kratere viser gamle områder, mens krydsende brud giver en relativ rækkefølge af yngre begivenheder. Miranda illustrerer, hvorfor ét enkelt møde kan afsløre en ukendt verden og samtidig efterlade grundlæggende spørgsmål om alder, indre struktur og nutidig aktivitet ubesvarede.