Hvad kendetegner Ariel?
Ariel kredser om Uranus med en halv storakse på cirka 190.929 kilometer og en omløbstid på 2,520 jorddøgn. Emnet forstås bedst i sammenhæng med dets nærmeste kategorier og de større systemer, det indgår i.
Opdagelse og identifikation
Ariel blev opdaget eller registreret i 1851. Ariel bærer også betegnelsen Uranus I. For Ariel kræver en sikker bane observationer fra flere tidspunkter, så bevægelsen kan adskilles fra baggrundsstjerner og billedstøj.
Ariels kredsløb
Ariels halve storakse er cirka 190.929 kilometer, og omløbstiden er 2,520 jorddøgn. Excentriciteten for Ariel er 0,001, mens banehældningen er 0,0 grader i JPLs angivne reference. Ariel bevæger sig progradt, og værdierne er middelbaneelementer frem for en positionsangivelse for et bestemt klokkeslæt.
Placering i Uranus-systemet
Ariel ligger i Uranus’ regulære månesystem og bevæger sig progradt nær planetens ækvatorialplan. Uranus’ ringe, fladtrykte tyngdefelt og nabomåner påvirker den langsigtede dynamik omkring Ariel. Den konkrete stabilitet og eventuelle resonanser vurderes ud fra Ariels egen bane.
Det målte og det modellerede
For Ariel er de orbitaldata, der er målt over tid, mere sikre end en præcis beskrivelse af geologi og indre opbygning, medmindre Voyager 2 eller teleskoper har leveret særskilte data. Ariels lysstyrke giver ikke alene en entydig diameter, fordi resultatet afhænger af overfladens refleksionsevne. Derfor adskilles målte fakta om Ariel fra modeller om dannelse og materiale.
Uranus-systemets lyseste store måne
Ariel har den lyseste og blandt de yngst udseende overflader blandt Uranus’ store måner. Voyager 2 viste kratere, lange forkastningsdale og sletter, der ser ud til at være blevet fornyet efter dannelsen af det ældste terræn. Kachina Chasma strækker sig over et stort område, mens parallelle brud og højderygge registrerer udvidelse af isskorpen. Nogle dalbunde har glatte partier, som kan skyldes strømme af varm is, kryovulkanisk materiale eller nedfald fra klippevæggene; billederne alene afgør ikke mekanismen.
Muligt indre ocean
Ariels bane og overflade gør månen relevant i modeller for tidligere tidevandsopvarmning. Nyere analyser af magnetometerdata fra Voyager 2 har undersøgt signaler, der kan være forenelige med elektrisk ledende lag i Uranus-måner, men et globalt ocean i Ariel er ikke direkte påvist. Hvis saltvand findes under isen, afhænger dets varighed af varmeproduktion, isskallens tykkelse og frosthæmmende stoffer. Den tektoniske overflade viser sikkert, at Ariel har gennemgået intern udvikling, men siger ikke alene, om flydende vand findes i dag.
Sammensætning og årstidsmiljø
Ariels overflade domineres af vandis blandet med mørkere materiale. Spektroskopi har også vist kuldioxid, især på den halvkugle der vender bagud i banen. Uranus’ stærkt hældende rotationsakse skaber ekstreme årstider, og månerne bevæger sig gennem planetens usædvanlige magnetfelt. Energirige partikler kan ændre overfladekemien, så målinger af Ariel må skelne mellem oprindeligt materiale og stoffer, der er dannet eller flyttet efter bestråling.