Hvad kendetegner Rhea?
Rhea kredser om Saturn med en halv storakse på cirka 527.200 kilometer og en omløbstid på 4,518 jorddøgn. Emnet forstås bedst i sammenhæng med dets nærmeste kategorier og de større systemer, det indgår i.
Opdagelse og betegnelse
Rhea blev opdaget eller registreret i 1672. Rhea identificeres også ved betegnelsen Saturn V. En sikker bane for Rhea kræver positionsmålinger fra flere tidspunkter, fordi et enkelt svagt lyspunkt ikke viser, om objektet følger Saturn.
Rheas bane
Rheas halve storakse er cirka 527.200 kilometer, og et omløb varer 4,518 jorddøgn. Excentriciteten 0,001 beskriver Rheas afvigelse fra en cirkel, mens hældningen 0,3 grader svarer til en prograd bevægelse i den anvendte JPL-reference. Værdierne for Rhea er middelbaneelementer; den præcise position på et bestemt tidspunkt beregnes med en efemeride.
Dynamisk placering
Rhea bevæger sig progradt i den indre eller mellemste del af Saturn-systemet. For Rhea påvirkes den langsigtede bevægelse af Saturns fladtrykte tyngdefelt og, afhængigt af placeringen, resonanser eller nærhed til ringe og andre måner. Rheas konkrete bane skal derfor vurderes med dens egne tal frem for en generel beskrivelse af alle satellitter.
Fysiske data og grænser
For Rhea er banen normalt bedre bestemt end masse, form og geologi, medmindre rumsonder har leveret nærbilleder og feltmålinger. Rheas observerede lysstyrke kan ikke alene omsættes til en præcis diameter uden kendskab til overfladens refleksionsevne. Derfor holdes sikre katalogdata om Rhea adskilt fra modeller om indre opbygning og oprindelse.
Saturns næststørste måne
Rhea er en kold is- og stenverden med en tæt kraterdækket overflade. Forskelle mellem halv-kuglerne skyldes både nedslag, gamle tektoniske brud og den måde, månen bevæger sig gennem Saturns magnetosfære på. Lyse, snoede strukturer viste sig ved Cassinis nærbilleder hovedsageligt at være tektoniske klipper. Målingerne giver ikke belæg for nutidig aktivitet som ved Enceladus.
En meget tynd exosfære
Cassini registrerede ilt og kuldioxid i Rheas ekstremt tynde exosfære. Molekylerne dannes eller frigives, når stråling og partikler påvirker isen, men tætheden er mange størrelsesordener under Jordens atmosfære. Tidlige partikelmålinger blev tolket som mulige ringe omkring Rhea, men efterfølgende billedsøgninger fandt ikke de forventede ringpartikler. Ringe omkring månen regnes derfor ikke som påvist.