Hvad kendetegner Mimas?
Mimas kredser om Saturn med en halv storakse på cirka 186.000 kilometer og en omløbstid på 0,942 jorddøgn. Emnet forstås bedst i sammenhæng med dets nærmeste kategorier og de større systemer, det indgår i.
Opdagelse og betegnelse
Mimas blev opdaget eller registreret i 1789. Mimas identificeres også ved betegnelsen Saturn I. En sikker bane for Mimas kræver positionsmålinger fra flere tidspunkter, fordi et enkelt svagt lyspunkt ikke viser, om objektet følger Saturn.
Mimass bane
Mimass halve storakse er cirka 186.000 kilometer, og et omløb varer 0,942 jorddøgn. Excentriciteten 0,020 beskriver Mimass afvigelse fra en cirkel, mens hældningen 1,6 grader svarer til en prograd bevægelse i den anvendte JPL-reference. Værdierne for Mimas er middelbaneelementer; den præcise position på et bestemt tidspunkt beregnes med en efemeride.
Dynamisk placering
Mimas bevæger sig progradt i den indre eller mellemste del af Saturn-systemet. For Mimas påvirkes den langsigtede bevægelse af Saturns fladtrykte tyngdefelt og, afhængigt af placeringen, resonanser eller nærhed til ringe og andre måner. Mimass konkrete bane skal derfor vurderes med dens egne tal frem for en generel beskrivelse af alle satellitter.
Fysiske data og grænser
For Mimas er banen normalt bedre bestemt end masse, form og geologi, medmindre rumsonder har leveret nærbilleder og feltmålinger. Mimass observerede lysstyrke kan ikke alene omsættes til en præcis diameter uden kendskab til overfladens refleksionsevne. Derfor holdes sikre katalogdata om Mimas adskilt fra modeller om indre opbygning og oprindelse.
Et stærkt kraterpræget islegeme
Mimas er den mindste af Saturns hovedmåner, som er blevet afrundet af sin egen tyngdekraft. Overfladen består hovedsageligt af vandis og er dækket af nedslagskratere. Herschel-krateret er cirka 130 kilometer bredt og dominerer den ene halvkugle; sammenstødet var så voldsomt, at brud og forstyrrelser kan spores langt fra krateret. Den store fordybning må ikke forveksles med et tegn på nutidig aktivitet. Cassini-billeder viser et gammelt landskab, hvor kratertætheden bevarer en lang historie af nedslag i Saturn-systemet.
Indre struktur og libration
Mimas vender samme side mod Saturn, men små vuggende bevægelser, librationer, afslører hvordan massen er fordelt. Cassini-målinger viste en større libration end en helt stiv, ensartet krop ville give. Forklaringerne omfatter en langstrakt kerne eller et indre ocean under en tyk isskal. Et ocean er derfor en fysisk model, ikke en direkte fotograferet egenskab. Mimas har ingen tydelige geologiske tegn som Enceladus’ gejsere, og netop forskellen mellem den tilsyneladende døde overflade og de dynamiske målinger gør månen vigtig.