Hvad kendetegner Amalthea?
Amalthea er en måne om Jupiter med en middelafstand på cirka 181.400 kilometer og en omløbstid på 0,500 jorddøgn. Banen er prograd. Emnet forstås bedst i sammenhæng med dets nærmeste kategorier og de større systemer, det indgår i.
Astronomisk identitet
Amalthea blev registreret som Jupiter-måne i 1892. Betegnelsen Jupiter V knytter observationerne entydigt til Amalthea, også når ældre opdagelsesmeddelelser sammenholdes med nyere baneberegninger. For Amalthea bygger sikker identifikation på positionsmålinger fra flere tidspunkter: et enkelt lyspunkt er ikke nok til at bestemme, at objektet følger Jupiter.
Bane omkring Jupiter
JPLs middelbane for Amalthea har en halv storakse på 181.400 kilometer og en periode på 0,500 jorddøgn. Den målte excentricitet for Amalthea er 0,003, så afstanden til Jupiter varierer gennem omløbet. Amaltheas hældning på 0,4 grader svarer her til en prograd bane. For Amalthea betyder forstyrrelser fra Solen, Jupiters fladtrykte tyngdefelt og andre satellitter, at øjeblikkelige positioner beregnes med mere detaljerede efemerider end disse oversigtstal.
Dynamisk sammenhæng
Amalthea ligger blandt de små indre måner, inden for Ios bane. Den korte periode og lave banehældning adskiller Amalthea tydeligt fra de fjerne uregelmæssige satellitter. Fordi Amalthea bevæger sig nær Jupiters ringe, undersøges støv fra små nedslag som et muligt bidrag til ringmaterialet. Ikke hvert støvkorn kan føres tilbage til Amalthea; forbindelsen undersøges gennem baner, billeder og fordelingen af ringstøv.
Det kendte og det ukendte
JPL angiver en middelradius på cirka 83,5 kilometer. Rumsondebilleder viser en uregelmæssig, rødlig krop med store nedslagsstrukturer. For Amalthea skal katalogoplysninger derfor holdes adskilt fra modelbaserede vurderinger. Amaltheas sikre omløbstid fortæller ikke automatisk, hvilket materiale overfladen består af, og en mulig dynamisk familie afslører ikke alene månens geologi. Afgrænsningen er særlig vigtig for Amalthea, hvis objektet på billeder kun fylder få pixels eller ses som en punktkilde.
Amalthea og Jupiters ringområde
Amalthea kredser så tæt på Jupiter, at månen må undersøges sammen med planetens svage ringsystem. Rumsondeobservationer har gjort det muligt at skelne Amalthea fra det lyse planetsskær og måle dens bevægelse. For Amalthea er samspillet mellem små måner, mikrometeoroide nedslag og støvkorns baner en mulig fysisk forklaring på, hvordan ringe kan vedligeholdes, selv om støv gradvis fjernes. Amaltheas præcise bidrag vurderes gennem lokale tætheder og modeller frem for en generel antagelse om alle indre måner.
Nærpassager og geologiske træk
Amalthea blev opdaget visuelt af Edward Emerson Barnard i 1892 og var den sidste planetmåne, der blev fundet ved direkte observation gennem et teleskop. Voyager-sonderne viste den aflange form, mens Galileo-rumsonden passerede tættere forbi og forbedrede kendskabet til masse og overflade. De markante kratere Pan og Gaea samt høje, lyse områder viser et gammelt, stærkt bearbejdet landskab. Amaltheas lave massefylde peger på en porøs indre opbygning, men målingerne giver ikke en fuldstændig model af dens dannelse.